Jægerråd Horsens afholdt årets anden nyjægerjagt!

Lørdag den 27. december 2025 var vejret strålende med en frisk nordvestenvind og solskin. I Horsensegnens Strand- og Landjægeres klubhus var der dækket op med kaffe og rundstykker. Hele 27 nyjægere og erfarne jægere var samlet til Jægerråd Horsens nyjægerjagt. 

Vi skulle igennem såter i Bygholm, Gantrup og Boller. Der blev holdt en grundig parole, og kortmateriale over områderne blev gennemgået. Vi delte erfaringer med haglstørrelser, jagttider og skudafgivelser til bl.a. råvildt. Der blev gættet antal ben, som er en lille morsom tradition ved fællesjagter. Inden vi sadlede op, blev samtlige jagttegn kontrolleret. 

Første såter var i Bygholm. Vi satte skytter af omkring brakmarken, driverne var klar med hundene, og jagten blev blæst i gang. Der blev set harer og råvildt i såten. Så blev det kuperede skovstykke drevet af. Her bemærkede vi en stor flok grågæs på den store mark langs motorvejen. Her blev set råvildt, men ikke afgivet skud. Haretrampen på marken foregik stille og roligt, men harerne lod sig ikke overrumple. Vi havde et par skytter ved asfaltvejen i håb om gæs, men de lettede og trak den modsatte vej. 

Såten ved Gantrup blev drevet af fra Ryvej og vestpå. Såten er svær at dække af, så vi valgte at sætte skytter langs grusvejen og langs det nordlige skel. Drevet gik i gang og kort efter lød skud. I stykket blev set harer og en enkelt fasan. En af nyjægerne, Sebastian, havde skudt en hare. Der blev leveret to harer i stykket. Efter denne såt var der frokost, og Søren L. havde sørget godt for kaffe, sodavand og kage til supplement for madpakken. 

Så var det den knap 800 meter lange såt i Boller. Drevet startede fra Bollervej og drev nordpå. Skytterne fik poster fra den nedlagte ejendom og i en vinkel til skellet ved bækken. Jeg indskærpede sikkerhed i forhold til offentligheden på Bollerstien, og skytterne blev placeret ca. 20 meter inde i såten. Drevet gik i gang og der gik et stykke tid, før der skete noget. Midt i såten lettede hundene en fasan. Den trak nordpå mod engdraget langs Horsens Fjord, men blev nedlagt af en nyjæger. Så kom der gang i fuglene. Vore hunde fik adskillige fasaner på vingerne. Selv om såtens nord- og vestside var godt dækket af med skytter, blev fasanernes hastighed ofte undervurderet. Der blev også afgivet gode træffere, og da såten var slut var der leveret 4 fasaner. En enkelt dødsskudt fasan var faldet langt inde i de høje siv ved fjorden, og trods intens hunde eftersøgning blev den ikke fundet. 

Jægerflokken samledes ved Bollervej, hvor der blev afholdt vildtparade. Der lå 2 harer og 4 fasaner på paraden. Sikkerheden havde været upåklagelig. Bengæt blev vundet af Jan og Henrik. Til slut ønskede vi hinanden “Godt Nytår” og alle havde haft en dejlig og lærerig jagtdag i fantastisk vintervejr.

Foto: Søren L. og John F.  

  • Horsens

    Overcast
    SSE
    Vejrprognose
    5°C
    2.9 m/s
    Vind: 2.9 m/s SSE
    Solopgang: 08:40
    Solnedgang: 16:19