
Billedet er venligst udlånt af M/S Marianne
HSL havde arrangeret en kuttertur med m/s Marianne af Middelfart søndag den 11. januar 2026. Foreningen havde sejlet med skipper Kurt før. I dagene op til turen havde vintervejret vist sig fra den værste side med hård frost, sne og østlig kuling, men på dagen var det højt, frostklart vejr med 5 m/s vind, der senere aftog. Det var hovedsageligt nyjægere, der havde tegnet sig til turen, og Bjørn, Heinrich og John var med som de erfarne.
Vi pakkede grejet ombord på kutteren i Middelfart Havn kl. 0800, og så fortalte skipper Kurt om turen. Han havde været af sted 26 gange i denne sæson. Mens vi fik kaffe og rundstykker, delte vi ud af erfaringerne med en parole. Med 12 bevæbnede jægere på en kutter, blev sikkerheden vægtet meget højt.
Kutteren stævnede ud og sejlede mod Lillebælt og allerede nordøst for Strib Fyr sejlede vi til de første fugle. Der lå en del edderfugle og sortænder i Båring Vig, og vi fik hurtigt den første and ombord. Så gik turen rundt i farvandet mellem Båring Vig, Æbelø, Trelde Næs og udmundingen af Vejle Fjord. Vi kom selvfølgelig ikke tæt på alle fugle Kurt sejlede til, men når vi kom på skudhold, fik vi næsten altid fuglen indenbords. Selvom der var læ og varme i kahytten under dæk, var alle jægere næsten konstant oppe ved rælingen, og der pegede 5 – 6 geværer ud fra hver side af kutteren. Undervejs lavede Kurt suppe som vi kunne varme os på. Udfor Trelde Næs og i udmundingen af Vejle Fjord lå en del sortænder, men de lod sig ikke narre. Her lå også nogle edderfugle, der enten var anskudte eller havde spist sig tunge i muslinger. Dem kom vi ofte på skudhold af, for enten var de langsomme til at lette, eller så dykkede de straks. Når vi jagtede “dykkerne” brugte vi rigtig mange skud for at få fuglen i nettet. Jeg tror alle fik ild i bøssen. Tiden gik hurtigt, og Kurt kom lidt på overarbejde, da sejladsen efter “dykkerne” tog tid. Undervejs på turen så vi mange edderfugle og sortænder, men der var også svaner, grågæs, lappedykkere og lomvier i luften. Ofte så vi sæler og marsvin der jagede i Lillebælt.
Vi var i havn ved 17-tiden, og der lå 12 flotte edderfuglehanner på paraden. Patronforbruget tør jeg ikke gætte på, men det var højt! Der blev leveret sikre træffere og blanke forbiere, men våbenbetjeningen var i orden. Byttet blev fordelt, og alle tilkendegav at det havde været en fantastisk jagttur med masser af naturoplevelser.
Søren Lapertis/John Friborg
Foto: John Friborg