Søndag den 9. januar stævnede m/s Marianne ud fra Middelfart gammel havn. HSL skulle på jagt i farvandet nord for Fyn. Vi var 9 jægere ombord sammen med skipper Kurt. Turen startede med parole, og herefter rundstykker og kaffe i kahytten. Vejret var ikke for godt, det blæste 6 – 8 sekundmeter fra sydøst og der var småregn og slud i luften. Vi var klædt godt på, så vi begyndte jagten da vi rundede Strib Fyr.
Fuglene var i området. Vi så en del flokke af edderfugle og sortænder, men de krappe søer gjorde fuglene vilde. Kutteren satte farten ned, og det var tegn på, at Kurt havde spottet fugle og var under indsejling. Jægerne var klar med skytter i stævnen og et par agterskytter. I starten var skydningen ikke for god. Det var lidt af en udfordring at bedømme afstand til søs, og skyde præcist fra en båd. Skydningen blev bedre, og vi fik skudt et par unge kokke, der ikke var helt så opmærksomme som de gamle. Undervejs så vi sæler og marsvin, der jagtede fisk tæt på båden. Vi kom også tæt på en enlig edderfuglehun, der blev jagtet intenst af 7 kokke. Kokkene sloges voldsomt om hunnens gunst, og de var ikke opmærksomme på m/s Marianne, der kom tættere og tættere på. Lige på den maksimale skudafstand lettede flokken, og der blev skudt bravt forbi. En enkelt udfarvet kok fik vi dog. Den dykkede i skuddet, men 9 jægere placeret hele vejen rundt på ringdækket af en kutter er effektivt, og kokken blev snart halet indenbords.
Ved 15-tiden satte skipper kursen hjemad, og trods halvdårligt vejr havde vi haft en hyggelig og spændende tur på havet.
John Friborg