Strandjægerskydning 2021 – Flere billeder

Igen en fornøjelig dag med masser af god skydning og snak

Weekenden var ikke helt som de andre. I sidste øjeblik fik HSL opgaven med at fodre deltagerne med mad, øl, sodavand og patroner. René fra ØFC kantinen kunne kun være bag disken et par timer om formiddagen. Resten måtte vi selv klare?
Der blev købt ind og lavet aftaler med tre unge mennesker, der velvilligt påtog sig opgaven med kantinedriften. 
Torsdag blev der hentet maskiner.
Fredag mødtes vi på ØFC til opstilling af baner m.v. Der blev slæbt maskiner op og ned, og selv om det ikke foregik helt gnidningsløst, blev der konstrueret fine baner. Nogle af maskinerne drillede. Jakob kom helt fra Randers for at hjælpe til. 
Lørdag mødtes vi til rundstykker i det fineste vejr (tak Palle). Jakob og et par andre “banditter” kom med traileren fra Dan-Gate, og den indeholdt en masse fint udstyr. Skytterne begyndte så småt at indfinde sig, og op ad formiddagen blev der grillet frankfurtere m.v.
Ved 11-tiden begyndte der at komme mange mennesker, og der blev skudt bravt. 
Da skydningen var til ende, havde vi faktisk slået sidste års kortsalg. 84 skydekort og ca. 4700 lerduer i alt. 
HSL mobilepay system virkede fint, og der blev i alt indbetalt 10.345 kr. via mobilepay.
Det tog lidt tid at få ryddet op på ØFC, og så var der mad i klubhuset. 16 gæve strandjægere deltog, og der var masser af dejlig mad, ikke for meget grønt og så videre. Det blev sent for nogle af deltagerne. 
Søndag morgen var der en vis mathed blandt strandjægerne. Der kom et par jagtbåde på besøg, og vi søsatte et par medbragte pramme fra Ribe egnen. Ved middagstid var Strandjægerweekenden 2021 slut.
 
Resultaterne lød i år:
1. Jimmy Nicolaisen 47/56
2. Brian Nielsen 43/57
3. Alex Jepsen 41/59