Siden 2021 har jægerne været med til at udplante ålegræs og udlægge stenfelter i Horsens Fjord.
I år foregår det i Pinsen – uge 24 – med start lørdag den 7. juni.
Arbejdet er under ledelse af Jan Karnøe fra Sportsfiskerforbundet, og alle kan deltage uanset forening og tilhørsforhold. Der er opstillet en camp på sydsiden af fjorden, nærmere bestemt for enden af Øster Bisholtvej 17, 7130 Juelsminde. Her er telte, toilet og alt hvad man skal bruge.
Der er gratis sandwich, vand og kaffe. Sandwich til frokost kræver dog tilmelding til Jan senest dagen før.
Hvorfor? Fordi vores fjord har det skidt og trænger til hjælp. I Vandområdeplanen 2021-2027 er både inderfjorden og yderfjordens økologiske tilstand vurderet som “dårlig” i flere år, og området lever ikke op til kravene. Ålegræs er en fantastisk plante, der hjælper havmiljøet, og dermed vore fugle og fisk. Udplantning af ålegræs er et lille skridt i den rigtige retning, og det kan selvfølgelig ikke stå alene – men det er bedre end ingenting!
Arbejdet består hovedsageligt i at binde de små ålegræsskud med ståltråd på jernsøm. De færdige søm sejles ud til dykkere, der planter dem i ringe på havbunden.
- Lørdag den 7. juni fra kl. 0900: Udplantning ved Øster Bisholt
- Søndag den 8. juni (Pinsedag) fra kl. 0900: Udplantning ved Øster Bisholt
- Mandag den 9. juni (2. Pinsedag) fra kl. 0900: Udplantning ved Øster Bisholt
- Tirsdag den 10. juni fra kl. 0900: Udplantning ved Brakør
- Onsdag den 11. juni fra kl. 0900: Udplantning ved Brakør
- Torsdag den 12. juni fra kl. 0900: Udplantning ved Brakør
- Fredag den 13. juni fra kl. 0900: Udplantning ved Sondrup Strand
- Lørdag den 14. juni fra kl. 0900: Udplantning ved Sondrup Strand
- Søndag den 15. juni – ÅLEGRÆSSETS DAG – NÆRMERE PROGRAM FØLGER
Tag hele familien med, vis jægerflaget, få en god snak med de andre og gør en god gerning for vores fjord!
Bare mød op på camp`en i de nævnte tidsrum, og bliv lige så længe du vil. Ønskes sandwich så tilmelding til Jan Karnøe på jankarnoe@gmail.com eller mobil 21704913.
Fotos: Ålegræs
Luftfoto: Ålegræsbede fra 2021. Den hvide prik til venstre er min jagtbåd. Det viser størrelsesforholdet på ålegræsbedene.
HUSK at se jægernes kortfilm om ålegræs: “Ålegræs plantes i Horsens” på Horsens Lokal TV
John Friborg