Den 21. august 2024 startede en glasskulptur sin rejse gennem 30 fjorde i Danmark. Turen startede i Hjarbæk Fjord, og går gennem 30 danske fjorde på 30 dage. Den 20. september skal stafetten afleveres til Miljøministeren, der på denne måde bliver mindet om, at der er rigtig mange danskere fra vidt forskellige foreninger, der bekymrer sig om de indre farvandes dårlige tilstand og den åbenlyse mangel på handling fra politisk side.
I Horsens Fjord står det også meget skidt til, og stafetten skulle selvfølgelig gennem vores fjord. Den ankom ved Sondrup Strand, og videre til Husodde, Horsens, Bisholt og endte i Snaptun. Det var bemærkelsesværdigt, hvor mange forskellige naturbrugere og foreninger, der deltog i det symbolske arrangement for et bedre havmiljø.
Et par gæve strandjægere hentede stafetten ved Bisholt, hvor vi tidligere havde plantet ålegræs i massevis. Stafetten blev svømmet ud til jagtbåden af en dykker, og så blev den sejlet til Snaptun. Her blev den modtaget med fællessang og tale. Fra Snaptun blev stafetten kørt til As Vigs Venner af en flok motorcyklister.