Lidt billeder og beretning fra årets Strandjægerskydning
STRANDJÆGERSKYDNINGEN 2015
Det var 15. gang Horsensegnens Strand- og Landjægere afholdt ”strandjægerweekend”, så det var en slags jubilæum.
På forhånd havde vi haft et godt samarbejde med Østjysk Flugtskydnings Center om fremgangsmåde og tidspunkt. Det blev til skydning om lørdagen, spisning i vores klubhus og sejlads i Horsens Havn om søndagen. Datoen blev lagt midt i august, så ferien var overstået for de flestes vedkommende, og samtidig så erfaringerne kunne bruges ved jagtsæsonens start. Det viste sig at være et godt koncept!
Vore lokale jagt- og udstyrsforretninger var velvillige til at sponsere præmier til konkurrence- skydningen, men ud af 21 indbudte udstillere, var Duckhouse.dk de eneste, der stillede op.
Skydebanen var veltrimmet, og fredag aften mødtes en lille skare fra H.S.L. og Ø.F.C. Her blev maskinerne stillet op og alt blev klargjort til strandjægerskydningen. Der blev kikket nervøst på vejrudsigten til lørdag.
Lørdag morgen trak tunge skyer ind over Kærgaardsvej og regnen silede ned. Der var en underlig atmosfære i Ø.F.C. klubhuset. Duften af friskbrygget kaffe, fugten fra de mange våde jakker, briller der duggede og den knasende lyd af friske rundstykker. Snart gik snakken lystigt.
Skydningen åbnede, og der begyndte så småt at komme skytter fra nær og fjern. Indskrivningen gik langsomt, men så klarede vejret op, og der kom gang i skydningen.
Første standplads var på skeetbanen, hvor Nicolai og Kål styrede skydningen fra en gyngende pram og et camoufleret skjul.
Næste standplads var OL-trapbanen. Torben, Esben, Jan og Co. havde lavet spændende standpladser fra trækpram, skammel og skydeskjul med ganske store udfordringer for skytterne.
Sidste standplads var på Nordisk Trap banen. Her stod Søren og Bjørn for en spændende skydning fra kravlepram og et solidt skydeskjul.
Fælles for skydningerne var, at de 18 duer kom som sideduer, bagduer eller specielle lave eller høje duer – teals.
Skytterne kunne deltage i den åbne præmieskydning ved at skyde til 54 duer i alt. Der blev ikke skudt ”rent”, men Brian fra Hedensted vandt skydningen med flotte 50 duer i 54 skud. Mogens fra Ribe fulgte tæt med 49 duer i 56 skud og Kjeld fra Ribe fik tredjepladsen med 48 duer i 58 skud. Der skal trænes en del før disse herrer kan væltes af pinden.
Lørdag aften, da oprydningen på Ø.F.C. var tilendebragt, mødtes 15 jægere i Horsensegnens Strand- og Landjægere´s klubhus på Jens Hjernøesvej. Her havde Jan og Torben sørget for en formidabel middag. Forretten var flæskesteg, hovedretten var oksefilet og der var også et stykke brød og lidt grønt. Vi præsenterede os for hinanden, kafferoden gik rundt, og så gik jægersnakken til langt ud på natten. Rigtig hyggeligt og vist nok også lærerigt.
Søndag morgen kl. 0900 blev der liv i klubhuset. Vejret viste sig fra den allerbedste side, og vi dækkede op til forenings-morgenmad udenfor i høj solskin. Der kom 22 jægere til kaffe og rundstykker, og lidt efter lidt kom trailere med skydepramme, jagtbåde, kajakker og diverse udstyr.
Bådene kom ud at sejle fra beddingen, og der blev afprøvet lokkesystemer, redningsveste og flydedragter i havnen. Et par af skydeprammene blev forsøgt bordfyldt og lænset igen.
Ud på eftermiddagen blev der pakket sammen, og deltagerne blev ønsket god tur hjem.
Den 15. strandjægerweekend var forbi!
John Friborg